Dr. Max Friediger, født i Ungarn i 1884, var de danske jøders overrabbiner fra 1920 til sin død i 1947, netop i de år, da nazisternes antisemitiske bølger skyllede ind over Danmark fra det Tyskland, hvor han selv var uddannet.  Det jødiske samfund i Danmark var ved hans tiltrædelse præget af splittelse mellem de gamle, etablerede danske jøder og de store mængder af jødiske flygtninge, som kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet med en anden form for jødisk tro og kultur, gik anderledes klædt og talte et andet sprog. Desuden var der en lille ultraortodoks menighed i København, mens flertallet af menigheden omkring synagogen i Krystalgade var en slags ”kulturjøder”, som kun i begrænset omfang tog del i det religiøse liv.  Disse fraktioner lykkedes det Friediger at samle under sin ledelse, og det er i høj grad i kraft af ham, at det danske jødiske samfund fik den stilling i Danmark, som vi kender i dag. Det skyldtes ikke mindst hans store åbenhed over for det kristne samfund.  Han