I den danske arkitekturhistorie er Kay Fisker (1893-1965) ikke til at komme uden om. Han har både været med til at forme dansk boligarkitektur og velfærdsbyggeri og har gjort os bevidste om, at bygninger skal være i dialog med deres omgivelser. Gennem sit virke byggede Kay Fisker bro mellem traditionerne og det moderne: I sin studietid på Kunstakademiets Arkitektskole var han påvirket både af nationalromantik og nyklassicisme, og senere var han med til at definere den funktionelle tradition i den gryende velfærdsstat. I stedet for revolution var han fortaler for evolution – at arkitekturen skulle udvikle sig gennem en tilpasning til samfundets ønsker og behov, både de funktionelle og de æstetiske. Hans markante murstensbyggerier er stilfærdige og enkle, men på samme tid banebrydende. Det er denne særlige kombination, der gør Kay Fisker til en emblematisk dansk arkitekt. I bogen dykker Martin Søberg ned i Kay Fiskers værker, fra tidlige stationsbygninger på Bornholm over monumentale