De seks elegier, der udgør den senromerske digter Maximians eneste kendte værk, beskriver livet som én lang forfaldsproces. I bogens seks klagesange begræder digteren sit eget kropslige forfald, sit tab af potens og af værdighed. Levende død, der stammer fra det 6. årh. e.v.t., føjer sig til den danske forfatter og oversætter Harald Voetmanns meget anmelderroste række af oversættelser af den romerske litteratur – fra Plinius d. ældre over Petronius’ Satyricon, Sulpicia og Juvenal til senest Catuls digte. I dette selskab er Maximian langt den mest sortsynede. Denne bog handler i høj grad om det mistede og længslen efter det. Men lige så ubærligt trøstesløse elegierne er, lige så komiske er elegierne også i versenes lethed og frådende hån og spot af forfatteren og hans maskuline forfængelighed. Oldingens krop er et ”gravsted for sanser og vid”, alderdommen sammenlignes med at være en levende død, og den aldrende digter latterliggør sig selv nådesløst: ”Vaklende, skælvende står gammelfar