'Afgudernes Tusmørke' er det tredje af de fire mindre skrifter, som Nietzsche skrev i sit sidste år, hvor tanken ikke alene var fuldt intakt, men også sprogligt og vitalt skærpet: såvel hvad angår koncise formuleringer som diverse giftigheder. Med afguder tænker Nietzsche på alle dogmer og falske genier, alle religiøse frontskikkelser og filosofiske illusionister. Det er et oprydningsskrift, der vil sende disse afguder ind i tusmørket og derved gøre klar til en ny morgenrøde, hvor noget sundt og stærkt kan dæmre. Derfor hentyder undertitlen til den billedstormer, der – før hammeren falder – slår afgudebusterne an med en filosofisk stemmegaffel for at undersøge klangen: er den hul og falsk, så er det ud af vagten! Derfor kan man også karakterisere Afgudernes Tusmørke som en karakterbog, hvor Nietzsche overskuer en række temaer og skikkelser i den europæiske kultur – og fælder dom.