Vi ser i disse år en masseuddøen af begreber, som vi tidligere har brugt til at tale om værdier og meningsfulde fænomener. Et af de allervigtigste er dannelse. I udgangspunktet er dannelse en betegnelse for den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab underkastet normer og traditioner, som det siden kan bidrage til at vedligeholde og forny. Dannelse er altså ikke kun at kende til etikette og romanklassikere, men en større proces. Dannelse handler nemlig om at blive opmærksom på den verden, vi er en del af, uden at spørge, ‘om det kan betale sig’. Desværre ser det ud til at være sidste chance, hvis vi fortsat skal kunne tale om dannelse på denne måde, for ordet er truet af en omsiggribende instrumentalisering, hvor det skal effektmåles og styres, så stat og kommuner får ‘mest mulig dannelse for pengene’. Den stående risiko er, at dannelsen – som er et mål i sig selv – reduceres til en slags kompetence eller målstyret ‘synlig læring’. På den baggrund ønsker