Med debatbogen Tænk vildt – det er guddommeligt at fejle gjorde Rane Willerslev sig til talerør for en mere nysgerrig tidsånd; ud med 0-fejlskultur og rigide styringssystemer overalt i den offentlige sektor. Giv plads til det vilde, det skæve, det skøre – dét, ingen tør tænke frem, når de bliver målt, vejet og evalueret i ét væk.    I Rygrad og rummelighed – et oplæg til et mere modigt dannelsesbegreb slår den kendte socialantropolog og direktør for Nationalmuseet endnu engang takterne an til nytænkning. Denne gang af det diffuse dannelsesideal, som mange har en mening om og næsten ligeså mange har deres helt egen definition af. I bogens intro-kapitel hedder det blandt andet:  ”Jeg vil (derfor) inderligt plædere for, at vi får genindført noget risikovillighed og vovemod i vores samfund. Der skal være en pointe i, at vi – ind imellem, eller som livprincip, afhængig af temperament – bevæger os derud, hvor vi vitterlig ikke ved, om vi kan bunde. For Fanden, det er jo for enden af