Det særegne trumfer alt, det enestående belønnes, mens det almindelige og standardiserede nærmest virker kedeligt. Gennemsnitsmennesket med sit gennemsnitsliv mistænkes for at være konformt. Den nye målestok for alting er ikke blot de autentiske subjekter med originale interesser og “kuraterede” biografier, men også de unikke varer og events, fællesskaber og byer. Senmoderne samfund dyrker det singulære. Med udgangspunkt i denne diagnose udforsker Andreas Reckwitz den singulariseringsproces, der i begyndelsen af 2000-tallet foregår inden for økonomien, i arbejdsverdenen, i den digitale teknologi, på livsstilsområdet og i det politiske liv. I et forsøg på at opstille en ny teori om moderniteten viser han, hvor tæt sammenvævet denne proces er med kulturaliseringen af det sociale, hvor modsigelsesfuld en dynamik den rummer, og hvordan dens vrangside ser ud. Singulariseringens samfund kan nemlig ikke kun opvise prægtige vindere, men producerer også sine helt egne uligheder, paradokser og