Forholdet mellem den gryende arbejderbevægelse på den ene side og kristendommen, kirken og præsterne på den anden er kun i meget ringe grad beskrevet. Det gælder både i partiets forsøg på at skrive sin egen historie og i de kirkehistoriske værker. Ikke desto mindre var bevægelsen stærkt optaget af kristendommens ’sædelære’ og så Jesus som et stort forbillede. Ur-kristendommens krav om næstekærlighed, barmhjertighed, lighed, retfærd og broderskab blev i ikke ringe grad lignet med den socialisme, som, mente man, kunne realisere, hvad kirken og dens præster ikke havde evnet. I denne bog udvikler Jørn Henrik Petersen den tidlige socialdemokratiske arbejderbevægelses holdning til religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed. Det følges op af detaljerede fremstillinger af, hvordan bevægelsen i forskellige faser så på kirken og de gejstlige – og de på socialismen og arbejderbevægelsen. Desuden beskriver bogen den kirkelige diakoni/filantropi og arbejderbevægelsens syn på denne,