Denne første monografi om den alsidige kunstner Harald Slott-Møller baserer sig på hans ufuldendte erindringer. Han fortæller om sin opvækst i et velstående købmandshjem i København, om tabet som halvvoksen af forældrene og om sit kunstneriske virke indtil 1915. Slott-Møllers 364 håndskrevne sider er transskriberet, perspektiveret og suppleret med historien om de sidste 22 år af hans liv. Eftertiden har stort set kun interesseret sig for hans tidlige malerier og formgivning af brugskunst.  Slott-Møller formulerer sig i en let, optimistisk tone. Når han beskriver den modgang, han ofte mødte, sker det med en vis overbærenhed. Anderledes uforsonlig var han i virkeligheden, hvis man skal tro venner og kritikere. Selv hustruen undrede sig over, at han ”så ofte var uheldig at rive ud med Mennesker”.  Slott-Møller debuterede i 1886, giftede sig i 1888 med maleren Agnes Rambusch og tog på en lang, kombineret bryllups- og dannelsesrejse til Italien. I protest mod censuren på Charlottenborg tog