I 1200-tallet fik det danske rige sine love, der var forskellige for by og land. De tætbebyggede områder – byerne – fik i denne periode deres egen lovgivning og retsvæsen. Mens landskabslovene blev nedskrevet på dansk og skulle forhandles mellem kongen, kirken og stormændene, blev byernes love ofte nedskrevet på latin. De blev udstedt af byens herre.  Kontrasten mellem land og by i middelalderen var stor. Det var dog ikke kun fysisk, at byerne adskilte sig fra det omgivende land, for de var retlige enklaver, hvor byens herre gav indbyggerne privilegier til at drive handel og håndværk. Samtidig blev de beskyttet mod ufred, hvis byens herre til gengæld fik afgifter og skatter. I løbet af 1200-tallet blev privilegierne suppleret med stadsretter for en lang række byer.  I Ret og regulering i 1200-tallets danske byer formidler førende nordiske forskere ny viden om lov og ret i middelalderen. Og om spillet mellem land og by.  Om redaktørerne: Per Andersen (f. 1969) er professor i