Normaliseret er et stærkt personligt og politisk langdigt. Her skriver Haidar Ansari om være tilbage i friheden, men ikke rigtig leve, om at hoppe og danse som en pauseklovn og famle rundt i blinde for ikke at falde tilbage i statsfængslet. Han fortæller om en splittet virkelighed, en brun og en hvid, og om barndomsvenner, som har valgt en anden vej end ham selv og har betalt med friheden eller livet. Han taler fra en generation, der aldrig har været børn, men tiderne skifter, en ny generation er ved at finde sin styrke og sin stemme, og en ny guldalder er på vej. Normaliseret er et digtværk, der ikke blot dokumenterer den delte verden, vi lever i lige nu, men også bærer en brændende vision for fremtiden med lige dele smerte, skønhed og håb.