Det er aften, da Édouard bliver ringet op af sin mor, Monique. Han er 28 år gammel og befinder sig i Athen. Hun græder, og det er kun tredje eller fjerde gang i hele hans liv, at han hører hende græde. Hun fortæller, at den mand, hun bor sammen med nu, opfører sig på præcis samme måde som Édouards far, som hun for snart mange år siden flygtede fra: Han drikker, ydmyger hende, kalder hende de værst tænkelige ting. Hun troede, at hun havde vundet friheden, men er nu fanget i fortiden. Fra sit ophold i Athen sætter Édouard alt ind på at hjælpe hende med at flygte på ny. Han får hende indlogeret i sin tomme lejlighed i Paris, ringes dagligt sammen med hende, guider hende igennem dagene og forsøger at holde hende væk fra tilbagefaldet. Sammen med den søster, som han ikke har haft kontakt med siden sin romandebut, hvori han hudfletter familiens fortid, finder han et hus til hende i den landsby, hvor søsteren nu bor med sine børn.   Monique flygter en rørende, medrivende og intim beretning