”Smag og behag kan ikke diskuteres” siger vi – ofte i et forsøg på at lukke en lige lovlig livlig diskussion om netop smag og behag. På det æstetiske plan opstår der let en vanskelighed mere, når vi vil skelne mellem god og dårlig kunst – nemlig: Hvad er kunst? Hvad er blot kruseduller og tilfældige fløjtelyde, og hvad er maleri og musik i betydningen ”kunst”? Ja, hvornår er en pissekumme blot en kumme til at pisse i, og hvornår er den et ”kunstværk”? Med afsæt i den problematik og dens lange forhistorie i filosofien lancerede George Dickie i 1969 den såkaldte institutionsteori: dels for at give en almen og endelig definition på begrebet ”kunstværk”, dels for at frigøre det vurderende aspekt ved enhver æstetik fra al snak om kunst, ikke mindst allerede værdiladede forestillinger om kunst som noget særligt. Det gik ikke stille af, og George Dickie måtte gentagne gange forsvare og reformulere sin institutionsteori for at holde den i spil som et relevant og nødvendigt afsæt for en