Så en morgen? er undergangsdigte. Det er digte om alderdom, tab af evner og identitet, mistet kærlighed. Det er ikke en rolig, afklaret stemme, der taler til os gennem digtene i ?Så en morgen?. Det er en stemme fuld af angst og foragt for forgængeligheden og døden. Hver dag er bare ét hug nærmere bunden. Og når solen endelig bryder frem, er dens lys blot endnu et spot på det ødelagte. Men der er også håb i Henrik Nordbrandts nye digtsamling. I sprogets suverænitet, i den skæve strøm af humor, som bevæger sig gennem værket, og i fortællerstemmens mod til at være til stede i sin egen ødelæggelse; nærme sig undergangen reflekteret, sansende, følsomt.