Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer i første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om. Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...